Thor Nielsen, Emil Sinkjær og Mathias Willard er af Danmarks Idræts-forbund udtaget til EYOF.

Judo turneringen ved EYOF, i daglig tale Ungdoms OL, er uden sammenligning, den stærkeste judoturnering, der findes for U17 kæmpere. Ca. 50 lande deltager i judokonkurrencen.

Dansk Judo har de sidste 2 år arbejdet med en 30 mand stor bruttotrup, for at opnå succes ved dette stævne. De 3 kæmpere der har opnået kvalifikation, har arbejdet benhårdt og er klar til den store udfordring. Kvalifikationen har fundet sted ved 6 af Europas bedste judostævner.

Thor Nielsen, Ramløse Judoklub
Top placeringer ved næsten samtlige turneringer i denne sæson i klassen under 55 kilo, som har indgået i judosektionens forberedelser til EM og ikke mindst Ungdoms OL. Thor har i forhold til det kommende Ungdoms OL opnået 5 point ud af 6 mulige.

Emil Sinkjær, Amager Judoskole
Danmarks andet, virkeligt stærke kort ved EM. Med top 7 placeringer ved alle OL pointgivende turneringer må Emil siges at tilhøre den Europæiske elite i vægtklassen under 73 kilo. Emil opnåede 4 kvalifikationspoint.

Mathias Willard, Hillerød Judoklub
På sine dage har han vist at han kan slås med på højeste niveau.  Mathias opnåede 3 kvalifikationspoint og har igennem hele forløbet vist formfremgang. Især 3. pladsen ved den internationale turnering i Italien gav genlyd blandt de andre kæmpere i klassen og Mathias kan på en god dag, lave resultater ved OL.

Cadetlandstræner Roland Vogt siger; "Vi har en utroligt stærk OL trup i år, med disse tre drenge. De har været igennem en lang, erfaringsgivende sæson, som har rustet dem til OL. De er måske bedre rustet end noget dansk hold nogensinde. Kæmpernes indstilling til livet, op til OL har været dybt professionel og denne indstilling skal give os placeringer ved OL. Vi ser alle frem til turneringen med spænding og forventning"

Sportschef Henrik Hemmingsen siger: Disse 3 kæmpere har gennem hele forløbet, vist de har de egenskaber der skal til for at nå langt i judo. Talent, vilje og flid.  Alle 3 har muligheder for en top 7 placering, som er vort mål, hvis de rammer dagen. Når man først frem til kvartfinalerne er det de små marginaler, der afgør hvem der kommer på skamlen. 

For yderligere info kontakt

Henrik Højlund
Teamchef ved EYOF, Beograd Serbien
Telefon +4561303684